Festskrift i anledning af Thorkild Knudsens 60 års fødselsdag den 26.7.1985
Balladen og mig
Jeg har altid været mest optaget af al slags musik. Da jeg mødte spillemandsmusikken i Hogager i 1972, stjal den hovedparten af min musikinteresse. Faktisk har jeg aldrig rigtig fået min alsidighed igen, selv om jeg stadigvæk godt kan lide at høre en god jazzplade eller et stykke barokmusik. Men det var jo levende musik, jeg blev bidt af, så plader og koncerter gled i baggrunden.
Jeg syntes spillemandsmusikken var MIN musik, men blev efterhånden klar over, at det var baggårdenes og værtshusenes musik, der var mit egentlige domæne. Underligt at der skulle gå så mange år, og at jeg skulle via den jyske spillemand for at indse det. Og ikke så underligt alligevel, for der lå jo lang tids skoling bag den indsigt. Skoling jeg kan takke Thorkild Knudsen og hans medarbejdere for.
Spillemandsmusikken gav mig en følelse af LIV. Jeg havde haft samme fornemmelse omkring jazzmusikken, men det var fremmed liv. Her var det mit eget liv, der gyngede af sted på en boblende fornemmelse af at være til – at eksistere. Det er jo dejligt, så længe det gynger og mindre dejligt, når man får ondt i skulderen af at spille harmonika.
Da jeg genopdagede baggårdens musik – min mors, Gudrun Mikkelsen, Nørrebro, rykkede mit liv en eller to generationer tilbage, og samtidig frem, fordi min egen datter gik dybt ind i denne musik ud fra en indsigt, hun har fået gennem ophold i Indien. Det gav et indhold også i tungere stunder. Det gav identitet, så det blev vigtigere hvem man var, end hvor god man var,
Da jeg blev bekendt med ballademusikken, gik tiden i stå. Det var evigheden, i hvert fald opfattet med menneskelige sanser. Man blev et lille men uundværligt led i en kæde. En del af menneskesjælen, som igen er en del af naturen. Alt det sagde ballademusikken mig. Den gav mig samme smerte og glæde som naturen i mine åbne øjeblikke.
Jeg anskaffede mig Danmarks Gamle Folkeviser. Alle der kender mig vil vide, at det var en uhørt ødselhed, og flippede ud med ballademusik på mit klaver i mere end en måned. Så kom jeg ned på jorden og begyndte forfra i det enkle ud fra den viden om musikken, som er tilgængelig gennem arbejdet i Hogager.
Så kom ordene til – eller billederne. Jeg har aldrig brugt billeder i musik, men ordene har sat dem i gang inden i mig, og så er de smeltet sammen med musikken og er blevet til fortællinger om m it eget liv og alle andre menneskers liv.
Det har balladen givet mig. Men det var ikke gået uden den jyske spillemand og min mor – den københavnske sanger fra baggården på Nørrebro. Heller ikke uden Thorkild og Anelise.
TAK OG TIL LYKKE
Benny E. Andersen