Bennys mor, Gudrun Mikkelsen, havde fortalt om sit liv til sit barnebarn, Cecilie, Bennys ældste datter, i breve. Disse breve er siden samlet og udgivet i Bedstemors Breve.

 

På samme måde begyndte Benny omkring 2004 at skrive små fortællinger om sit liv, nu blot som e-mails til sine børnebørn, Marie og Morten. Den sidste mail er fra december 2006.

 

 

Bedstefars e-mails

 

 

Min far

 

I går gjorde jeg mig skyldig i historieforfalskning. Under en alvorlig samtale om faderskikkelser, påstod jeg, at min far stak af fra hjemmet, da jeg var ni år. Men det er jo ikke rigtigt.

Det var min mor der skred. Hun tog mig i hånden og gik ud ad døren og efterlod alt. Alt hvad hun havde med sig var hendes lille dreng og en stor håndtaske.

 

Hun var træt af min fars kærester. d. v. s. egentlig var det ikke hende, der var træt

Det var veninder og svigerinder, der var trætte.

 

Du skal ikke finde dig i det, sagde de.

 

Navnlig min farbrors kone, Valborg, der lige var skilt fra sin Poul var emsig. Hun skulle ligesom trække os med ind i sit skæbnefællesskab med min fætter Mogens.

Mogens erklærede, at når hans far var færdig med at betale børnebidrag, så ville han ikke se ham mere. Jeg mener, at han holdt løftet.

 

Så måtte jeg og min mor muntre Valborg og Mogens lidt op med sang og underholdning, indtil vi altså kom i samme båd. Så var alle lige traurige, og det var jo også det bedste. Egen lykke er god, men næstens ulykke er næsten lige så god.

 

Nå men min mor og jeg forlod altså menageriet og min fars kærester og flyttede hen på et værelse hos familien Funder. Egentlig hed de Funder Andersen, men år for år blev Andersen mindre og mindre på deres dørskilt. Samtidig blev navnet Funder større og større. Det var rare og hjælpsomme mennesker, der ikke havde noget at gøre med skilsmissen. De havde deres egne ægteskabelige problemer, men det var af en anden art. Deres datter som jeg senere havde en forbindelse med fortalte hvordan faderen tiggede og bad konen om lidt på den dumme. Men det gad hun ikke. De havde også på det tidspunkt fem piger og det syntes hun nok var nok. Der kunne sagtens blive plads til os to i familien. Og en dreng var jo ikke at foragte. Når man har fem piger, Jeg blev hurtig hr. Funders kæledægge. Senere blev jeg også barnekæreste med den ældste datter.

 

Jeg kan bedst huske at jeg havde en mellemørebetændelse hos Funders. Der kom en læge og punkterede mit øre, og det var et vældigt brag og et vældigt chok. Ellers kan jeg huske, at jeg lå i karnappen og sov og linje 3 skramlede forfærdeligt nede på gaden klokken 5 om morgenen.

 

Jeg fik lov til at fortsætte i skolen i anden klasse på Frederiksberg. Men efter et halvt år søgte min mor en husbestyrerindestilling på en gård, Rævehøjgård i Lundtofte, og dermed blev min skolegang en helt anden. Jeg kom i landsbyskole, hvorfra jeg kun kan huske enkelte ting. At skolen lukkede, da vi alle fik børnesår, og det lille gadekær med de mange igler, der klæbede til benene, når vi soppede. Så kan jeg huske, at børnene var opdelt i to hold der bekrigede hinanden. Hvorfor ved jeg ikke, men jeg var med på det ene hold og fik tæsk, hvis jeg mødte det andet. Det var et problem, hvis man skulle i byen for sin mor og tæskeholdet stod uden for porten og ventede. Måske kunne man snige sig en anden vej ud? Det lykkedes somme tider.

 

Min mor blev kæreste med bestyreren, og så flyttede vi alle til Nørrebro, hvor jeg kom i en lokal skole. Vi prøvede med Frederiksbergskolen igen, men den gik ikke en gang til. Så blev det Hellig Kors Skole på Nørrebro, der blev min skole og det var nok også meget godt. Jeg gik der til og med mellemskoleeksamen, så rykkede jeg igen på Frederiksberg på Skt. Jørgens Gymnasium og blev student der. Det er nu over 50 år siden.

 

 

Mine 2 onkler

 

Jeg havde to onkler der betød noget og som egentlig ikke var i familie med mig. Det var min papfars brødre. De kom fra Mols og der var et hav af søskende. 18 blev født, men ikke alle overlevede.

Ligesom min papfar, Charles, flyttede Gudmund og Helge til København, så dem havde vi en del at gøre.med.

 

Gudmunds kone hed Kamma og jeg vil starte lidt bagfra med Gudmunds begravelse. Det foregik på Bispebjerg, hvor mange af vores familie fik deres sidste hvilested. Gudmund havde i mange år været landmand som de andre brødre, men de sidste år rensede han springvand i København. Det skulle ske meget tidlig om morgenen før folk kom på gaden, men så havde han også tidligt fri og han var jo vant til at stå tidligt op på landet. Og her var der ikke noget med at holde tidlig fri. Næh de brødre kunne ikke se noget skønt i at være på landet.

Han fandt sig en rigtig fiks bymus, Kamma, og efter begravelsen tilbød jeg ridderligt at køre hende hjem. Glad sagde hun ja, indtil hun opdagede at det foregik i en spraglet teaterbil, en Comedievogn. Et folkevognsrugbrød bemalet med store masker og blomster. Jeg inviterede hende op på forsædet ved siden af mig, og det var med stort besvær hun fik de lange sorte gevandter til at følge med. Men op kom hun - vi hev og sled i hende - og kørte så af sted i den lange række af mere seriøse køretøjer på vej til gravkaffen. Hun sagde ikke tak for turen, da vi fik hende losset ned på jorden igen.

 

Den samme bil optrådte i øvrigt til min Bedstefars begravelse. Da sad min mor i den. Hun var ikke så sart, men hun syntes også, den var lidt for lystig til en begravelse.

 

Nu vi er ved begravelser: Forfatteren og præsten Johannes Møllehave omtaler i sin erindringer vanskeligheden ved at gå i takt for dem der bærer kisten ud af kirken. Det skal øves og gravbærerne. fik følgende uhøjtidelige instruktion: De skulle finde fællesrytmen i følgende lille vers: Det er godt det ikke er mig".

 

Engang var jeg med til at bære min gamle højskoleforstanders kiste ved hans alt for tidlige død. Han havde lært os en kanon, som vi kistebærende højskoleelever havde inde i hovedet.

Salig gik den gode mand til sine fæ-æd-re :/

Ham tog Fa´n Ham tog Fa´n:/

 

Nå tilbage til den anden bror, Helge. Han var den næstyngste af de 18. og han havde kun foragt for min beundring og glæde over den gamle papfarmor Augusta, som jeg syntes var så sød. Jeg holdt tit ferie hos hende og snød hende så godt jeg kunne i kortspil. Det var nu ikke ret svært, for hun var ret ligeglad med om hun tabte. Men hun kikkede nu alligevel vist på mig, når jeg sad med fire esser og konger på hånden i det ene kortspil efter det andet.

 

Augusta, sagde Helge hun er sgu da ikke flink. Har du aldrig fået et rap af hendes karklud. Den blir lige vredet hårdt op, så kan du tro, den kan snerte lige der hvor de korte bukser holder op. Peter - hans far - er ikke nær så slem. Han bruger ridepisken, men det er sjældent at ham rammer.

 

Jeg var hos Augusta og Peter i en længere periode i gymnasiet og rekreerede mig. Jeg havde altid hovedpine og havde fået besked på at gå lange ture og ikke læse unødvendige bøger. Det var skønlitteratur der blev kaldt unødvendig, så jeg måtte holde mig fra Blå serie og Romanbladet i den periode. Jeg læste mest sådan nogle knaldromaner. Rigtige bøger begyndte jeg først at læse på seminariet, hvor jeg havde en inspirerende dansklærer.

 

Da Helge kom til København ind i mellem sit virke som britisk soldat i Palæstina og amerikansk lazaret-medhælper i Koreakrigen og på Thulebasen i Grønland arbejdede han som portør på kommunehospitalet. Og nogle gange boede han i vores lille lejlighed, hvor han sov på sofaen, indtil han fandt et værelse. Han havde altid mange eksotiske ting opmagasineret hos os. Blandt andet nogle ordentlig store Hvalrostænder. Han var også gavmild med gaver og engang inviterede han mig på fin restaurant i Blågårdsgade, Den Engelske Kro. Vi kom nu ikke ind i restauranten; vi måtte spise i billardstuen da vi ikke havde slips på.

 

Han sad altid i den fine stue i lænestolen ved siden af sine hvalrostænder og kikkede ud i luften.

 

Det endte desværre skidt med ham. Pludselig murede han sig inde i sit værelse og ville ikke se nogen. Mere og mere ussel blev han at se på. Det forlød, at han havde fået mavekræft.

 

Jeg har altid tænkt, at han fik en overdosis radioatktivtet på Thulebasen, som gjorde ham syg. Han døde tidligt. Jeg kan ikke huske noget om hans begravelse. Jeg har nok ikke været med. Han var en rigtig charmetrold som unge. Men pigerne gad ikke vente på ham, når han var ude på sine lange rejser.

 

Juleroser

 

Jeg rundede et blomsterhjørne fyldt med juledekorationer. En lille pige på omkring 5 år hev sin mor derind. Nu skulle der tydeligvis være julestemning derhjemme.

 

Jeg befinder mig fjernt fra hjemmet og fjernt fra julestemning, men kommer alligevel til at huske min farmor, når jeg ser alle de røde julestjerner pynte i blomsterforretningens vindue. Julestjernen er en potteplante, hvor de øverste blade er røde, så de ligner en blomst - som igen ligner en stjerne. Nu fås den i mange farvevarianter, men da jeg var barn, var den altid rød. Sådan husker jeg det i hvert fald. Og min farmor skulle have en julestjerne af sine børnebørn, det lå helt sikkert. Om hun brød sig om julestjerner, blev aldrig diskuteret. Hvert år ved juletid kom vi børnebørn skiftevis på besøg med hver sin røde julestjerne og sagde Glædelig jul farmor.

 

Hendes hjem myldrede med julestjerner - potteplanterne holdt jo evigt. Men måske smed hun dem væk efter jul. Der var otte børnebørn i forskellige aldre så der må have været otte julestjerner hvert år. I løbet af de tyve år jeg kom i familien, er det jo så blevet til 160 julestjerner.

 

Vi var lidt bange for farmor. Hun var en myndig dame. Hun havde opdraget 5 skarnsknægte helt alene og med hård hånd. Den første fik hun, da hun var seksten år gammel. Og hun kom til at ligge i retssag mod to af dem og blev ignoreret af to andre i de sidste mange år af hendes 90 årige liv. Kun en af drengene holdt ud til den bitre ende, men hans brødre sagde osse, at han løb med alle farmors penge

 

Men det var længe efter julestjernernes parade. Vi kom troligt med vores potteplante sendt af vore fædre, der ikke selv gad komme.

Sin farmor kan man i hvert fald besøge, sagde de. En gang om året.

Og så håbede vi, at hun var død inden vi skulle komme næste gang.

 

Sidste gang jeg kom - det var som voksen - bød hun på kaffe. Glad pøsede jeg fløde i. For sådan kunne jeg lide den. Ældre var jeg ikke.

 

Du bruger for meget fløde i kaffen, sagde hun så. Det har vi ikke råd til.

 

Hele sit liv havde hun spinket og sparet, og da hun så blev gammel, flåede hendes drenge hende for hver en hvid. Det havde hun jo opdraget dem til.

 

Min far var den eneste, der ikke snød hende. Om ham sagde hun:

Egon er alt for blød. Han blir snydt hele tiden.

 

 

Umba-umba

 

Da jeg var dreng, var jeg i rækkefølge medlem af de gule spejdere, de grønne spejdere og FDF. Jeg tænkte siden, at jeg var en flakke. Men sådan var det slet ikke. Min far flyttede ustandselig rundt, og til sidst flyttede min mor fra ham, og jeg fulgte med.

 

Og man var jo ganske enkelt medlem af det drengekorps, der tog sig af det pågældende kvarters løsgående drenge. Det var simpelthen frivilligt socialt arbejde, som spejderlederne tog sig af. Tit var det også blandt lærere og præster, man rekrutterede dem. Og hvor ens kammerater var,gik man selv.                                                                                                                                                                                                                                       

 

Det sociale lå også i uniformerne. Ingen skulle skille sig ud. Ingen være finere end andre. Problemet var bare, at enlige mødre fandt en billig uniform til sønnen og så var han alligevel anderledes end de andre. Ikke at det betød så meget. Kammeratskabet tog ikke skade. Men det var alligevel skuffende for sådan en 12 års knægt, når uniformen var hjemmestrikket og i en forkert grøn farve. I virkeligheden meget lækrere end de fabriksfremstillede. Men det havde man som dreng ikke sans for.

 

FDF-trøjen var autoriseret nok, men en lidt ældre model og derfor anderledes i den grå farve. Jeg kan tydelig huske, at vi var ude og se på den og prøve den. Det var en stor dreng, som var vokset ud af den. Den var lidt for stor til mig, men de trøstende ord lød altid: Så er der noget at vokse i. Og den var billig. Vi købte den.

 

I FDF havde jeg ingen sociale problemer. Jeg spillede i blæserorkestret og havde dermed som basunist høj status. Det gjaldt også hjemme i familien.  Jeg kan endnu huske min femårs lillesøster, Lilian, stolt truttede rundt med basunen.

 

Der var fine gammeldags drejeventiler på den gule messingbasun. Ved hjælp ad dem kunne man frembringe mange forskellige toner, De drejede nu ikke ret meget rundt i vores musik.

Når tubaen spillede UM skulle vi basuner spille BA. UMBA UMBA. Det var til marcherne.

 

Til den lidt finere underholdning på torve og pladser, spillede vi BABA altså UMBABA UMBABA. Men en gang i mellem var der basunsolo og så hævede sig en kakofoni af drengeblæs over gadens brosten. Røde i hovederne og kalkunstolte var vi over den fælles fryd. Fem basuner enstemmigt (næsten da): BababaBaaaabaBabababa. BababaBaaaaaaBabaaaaBababaaaaaa.......

 

At spille BA rytmisk præcist var nu heller ikke let på brostenene. Når man lige var kommet godt i gang snublede man og var så håbløst bagefter de andre.

 

Alle havde en lille nodebog, som vor dirigent en pensioneret militærmusiker selv havde skrevet. Der stod alle BA´erne optegnet med omhyggelig nodeskrift i tusch, så det ikke løb ud i regnvejr, og vi fulgte dem omhyggeligt. De flyttede sig nemlig lidt i tonehøjde og Gud nåde den, der kom bagefter og derfor pruttede det forkerte BA. Dirigenten hørte den mindste fejl (det var nu heller ikke svært at høre). Selv kunne han ikke spille, fordi han havde mistet alle tænderne. Men han lærte os tandhygiejne ved sit dårlige eksempel.

 

De små nodehæfter var hæftet til instrumentet med en lille nodestol af metal med en klemme, der sad om nodehæftet. Så kunne vi spille og se i noderne, mens vi gik. Men en aften hvor vi spillede gik gadelyset ud, og vi kunne ingenting se. Ingen drømte om at holde op med at spille, men heldigvis kunne vi i mørket heller ikke se dirigenten.

 

Vi var sure da vi nåede hen i kirken, hvor vi skulle samles. Jeg sad med sammenknyttet ansigt, da der pludselig lød en venlig stemme bag mig: Hvorfor er du sur Kuma?

Kuma var mit ulveungenavn fra min tid i de grønne spejdere. Vi havde navne efter Junglebogen af Kipling. Jeg var altid ked af, at jeg hed Kuma og ikke Puma. Det lød bedre, syntes jeg. Og den venlige stemme var præstens, min tidligere ulveungeleder. Jeg kan huske, at jeg var rørt over, at han kunne huske mig, og mopsetheden forsvandt.

 

Egentlig skulle spille trompet. Jeg fik en med hjem, men ingen fortalte mig, at de gammeldags drejeventiler skulle trykkes ned, for at man kunne spille en melodi. Jeg troede bare, at man skulle trutte i forskellig tonehøjde ligesom når man sang. Mine uartikulerede brøl lød ud over baggården på Nørrebro, indtil der var en der råbte med vældig stemme: Så hold da kæft for helvede ...

Så blev trompeten hængt hen på et søm på væggen, og det var torskedumt, for den røg selvfølgelig straks ned og blev flad på den forkerte led. Jeg prøvede fortvivlet at banke den i facon med husets hammer, men det blev meget værre, og til sidst opgav jeg den vanskabte messingdims.

 

Hvad nu? Jeg glemte det næste FDF møde, men der blev jo sendt bud efter mig, og jeg måtte gå til bekendelse. Dirigenten tog det nu meget roligt. Du har også basunlæber, sagde han og så stak han mig en basun.

Så var der ikke mere ballade med mig. Musikken blev mit liv, og jeg kender mange baggårdsbørn der har fået deres musikalske løbebane sat i gang af FDF.

 

De andre spejderkorps havde også deres bands og DUI og Tivoligarden og Frelsens Hær. Men FDF har nok fået flest drengebørn i gang med at spille Um Ba og hvad der dertil hører.

 

Men Frelsens Hær havde finere instrumenter end vi andre. De havde nyere udgaver med pumpeventiler. Jeg kan huske, at jeg en gang på Blågårds Plads stod lige ved siden af en tuba med en vidunderlig dyb klang. Jeg kom til at græde af lykke over den stærke oplevelse, men passede selvfølgelig på ikke at vise det.

 

Man græd ikke på Blågårds Plads.

 

Kristendommen gik vi ikke så højt op. Det gjorde børnene i Frelsens Hær heller ikke. Det hørte bare med, at man bad Fadervor ved mødernes start og sang en salme.

 

Mit musikalske tilhørsforhold til FDF holdt nu ikke i længden. En dag blev jeg smidt ud, fordi jeg spillede jazz i krypten. Men det er en anden historie. Også hvordan UMBA-basunen kom tilbage i mit liv.

 

                                                                                                           Konfirmation

 

Her er et par uddybende ord til denne gamle konfirmationssang, som er blevet gemt i alle disse mange år, sikkert af min mor. Den var helt i tidens ånd på det gamle Nørrebro. Kobbersmeden var en yndet melodi til festsange. Dels på grund af det lange befriende omkvæd: Tralalalalalala….. og dels fordi alle kendte den fra radio og grammofon. Rim og versefødder gik man ikke så højt op i. Jeg kan dog se, at jeg har lagt en ære at versefødderne skulle passe. Så måtte sproget hellere vrides lidt. At det kvindelige element har været en overvejende del af min opvækst fremgår jo tydeligt af indholdet, men også den sprængning af hverdagen, som jeg stræbte imod. Den endte med en eksplosion af knaldgas i køkkenet, som jeg godt kan forstå, at min mor var bekymret over. Til gengæld nød hun i masser af år godt glæde af uendelige pudderlagre også efter, jeg var flyttet hjemmefra. Der har jeg sparet hende for mangen en udgift. Mit hjemmelavede blæk var ikke så stor en succes. Min dansklærer i skolen nægtede at rette stile skrevet med det.

 

Jeg kan huske min konfirmationsfest som en kedelig voksenfest. Jeg sad alene og drak mig fuld i sofaen, indtil jeg blev stoppet i det. Så ville jeg ned i gården og prøve en ny cykel, jeg havde fået, men det måtte jeg ikke, Jeg var festens hovedperson og skulle være til stede. Jeg har i mange år gemt regnskaberne for min fest. Den kostede 1300 kr. Jeg kan huske, at en flaske rødvin kostede 13 kr.

Jeg fik 1300 kr. i kontanter foruden gaverne så det gik lige op.

Konfirmationsforberedelsen gik vi ikke så højt op i. Jeg gik til præst sammen med de andre. Så fik vi jo fri fra skole. Vi fordelte os i to hold. Det ene spillede fodbold på Blågårds Plads og det andet sad og lyttede andægtigt hos præsten. Så byttede vi næste gang. Undervisningen husker jeg intet om. Når vi blev hørt, sagde vi: Jeg var der desværre ikke sidste gang.

Nå nej sagde han så lidt distræt og fortsatte uden svar på sit spørgsmål.

Han har garanteret været dødtræt af os. Men det var jo hans job. Jeg snakkede med en fra generationen over os. Hun huskede det på samme måde. Men han var flink, sagde hun. Ja det var han. Han blev beskyldt for godt at kunne lide drenge, men han tog nu aldrig mig på lårene. De har sikkert været for tynde.

 

Andendagsfesten var der mere fut i. Den foregik i min fars store hus i Birkerød. Vi var min papfar og mor og min far og hans nye kone. Dertil en flok skolebørn og to venner fra gaden. Vi morede os herligt og drak en del sprut. Så da vi skulle hjem ud på morgenen, var vi kommet på den forkerte perron. Pludselig dukkede min kammerat Orla op på den rigtige perron. Han vinkede og hujede med vældig stemme:

Se så at få fingrene ud af røvhullet og kom herover.

 

Det gøs i pigerne, men over på den anden perron kom de da, inden toget gik.

 

 

Drenge og piger

 

Jeg er vokset op i en meget snerpet tid, hvor det ikke var så ligetil at komme i seng med en pige. Jeg var så genert, at pigerne troede, jeg var bøsse. Vi gik jo i drengeklasser i skolen, og piger var et helt andet folkefærd.

 

Jeg gik til dans og sværmede for en pige, men jeg kom aldrig til at danse med hende. Når drengene bød pigerne op til dans, styrede jeg hver gang målbevidst mod hende, men i sidste sekund bøjede jeg af, og min kurs blev rettet mod en anden. Hende blev jeg meget fortrolig med. Hun var ikke farlig.

 

Vi drenge fik at vide, at vi skulle være ansvarlige og gå med et kondom på os, så der ikke gik noget galt. På et offentligt lokum trak jeg 2 kondomer og puttede dem i brystlommen på min jakke. I den lomme sad der også et lommetørklæde, så når jeg trak tørklædet frem, skulle jeg passe mægtig på, at kondomerne ikke fulgte med. Et år gik uden anvendelse af disse lidt pinlige små pakker, så den ene blev puttet i en skuffe. Lommetørklædet fik lidt bedre plads. To år gik og så lå det andet i skuffen ved siden af det første.

 

Jeg lærte at spille jazz på klaver. Jeg havde hørt, at piger var vilde med jazzpianister, men når pianisten pakkede sammen, var pigerne forsvundet med hver sin fyr.

 

På fjerde sal i min opgang boede cykelsmedens datter. Når jeg gik gennem gården, råbte hun og de andre piger efter mig:

Klodshans.

Sekundet efter snublede jeg i mine snørebånd og faldt på halen

 

Alligevel tog jeg mig sammen. I et halvt år tog jeg mig sammen og inviterede hende så i biografen. Ikke i den lokale Odeon, hvor de spillede knaldfilm, selv om det var Bodil Ipsen der havde bevilling. Heller ikke i Regina, hvor de kørte filmene lidt for hurtig, så de kunne nå to film på en films tid og få dobbelt så mange kunder i butikken. Tit var det også beklippede versioner, så de kunne afvikles endnu hurtigere og var komplet uforståelige. Næh fint skulle det være. Vi skulle ind i byen og se Tea for Two med Doris Day. Bagefter skulle vi så i Tivoli.

 

Skuespillerne var smukke og elegante. Jeg sank længere og længere ned i biografsædet. Tavse krydsede vi Rådhuspladsen og gik i Tivoli. Her fik vi en øl på en cafe med store spejle over det hele. Jonna sad og lyste i sin mørke skønhed, men jeg så kun mig selv - ligebleg og med en rødgrønlig kæmpeknast på næsen.

En tid sad vi og så ud i luften, så fulgte jeg hende til toget på Hovedbanegården, hun skulle ud til sine forældres sommerhus i Ishøj.

 

Pænt sagde vi godnat og tak for i aften til hinanden. Og det var så det Jeg syntes stadig, hun var den kønneste pige, jeg kendte, men mine kammerater, havde kun hån tilovers for min forelskelse.

 

Cykelsmedens datter, sagde de, når jeg lovpriste hende.

Det er jo hende med lår i skoene.

Den kunne jeg ikke svare på. Det havde jeg da ikke set.

 

Senere kurtiserede jeg en af gårdens gifte koner. Hun var en del ældre end mig og en virkelig personlighed. Hendes mand var musiker og rejste meget i Sverige. Så besøgte jeg hende i al hemmelighed om natten. Det blev til mange dybsindige samtaler og fed jazzmusik på radio fra American Forces i Tyskland. Det fik jeg meget ud af og der var sikkert en og anden der tænkte sit når jeg kl. 4 om morgenen sneg mig ud af hendes dør og prøvede at komme uset ind gennem vores egen dør uden at møde min papfar, der gik på arbejde kl. 5.

 

Men det de tænkte på, fik jeg ikke, og jeg tror heller ikke, jeg kunne have fundet ud af det uden hjælp.

 

En aften kom så min nære ven og musikerkollega Alex slæbende hjem med sin kontrabas og en laber larve. Han forsvandt ind på sit værelse med efterfølgende gungadagung. Alex havde havde en stor supermoden bums stikkende frem fra  næsen som et horn.

Han kunne score med sådant et spyd. Jeg blev klar over at jeg ikke havde det i mig.

 

Min anden spillekammerat Orla var begyndt at blive bekymret for mig.

 

19 år sagde han og stadig uskyldig, det går sgu ikke, du blir syg.

 

Så tilbød han så smukt, at jeg måtte øve mig på hans kæreste Bentha, men Bentha nægtede på det pureste.

Jeg boller ikke med hvem som helst, sagde hun.

Hvem som helst!

Det var mig.

 

Engang var jeg havnet i en seng til en natlig fest med Alex og en af hans piger. Jeg prøvede at ligge musestille, mens alt muligt forgik i mørket. Til sidst faldt vi i søvn, men næste morgen fortalte Alex mig, at hun havde erklæret mig for stangliderlig.

 

Hvordan Pokker kunne hun nu vide det?

 

En af mine andre kammerater - blandt de mere borgerlige gymnasiebørn - havde det mere ligesom mig. Han havde lejet et lillebitte værelse, og i det havde han anbragt en stor flot dobbeltseng - oppe under loftet på lange ben, så der plads til møbler under sengen. Nu kan alle børn få et sådant møbelsæt fra Ikea, men den gang var det et påfaldende syn.

 

Til sidst og hårdt presset indrømmede han, at det var en rigtig dårlig ide:

 

Det er sgu ikke til at få pigerne med i seng, sagde han.

Man kan ikke sådan tilfældigt vælte dem om på sengen.

De skal først klatre op af en stige og når de gør det, er beslutningen taget.

Og sådan foregår det jo ikke. Man skal varme langsomt op.

 

Jeg kommer i den anledning til at tænke på min gamle far som blev alene nogle år før sin død. Han havde aldrig haft svært ved at score kærester, men nu kneb det, da alderen svækkede ham. En dag kom jeg hjem til ham. På væggen hang et stort elektrisk hårtørreapparat. Nu skal man vide at min far var fuldstændig skaldet.

Hvad i alverden skal du med et hårtørrreapparat. Far?

Ja det var sådan, at en dag havde han besøg af sin tidligere kæreste, Åse, og så havde han spurgt, om hun ikke ville sove sammen med ham

 

Næh hun skulle hjem og vaske hår, inden hun skulle på arbejde næste dag.

 

Jamen hun kunne da vaske hår hos ham. Han havde brusekabine.

 

Næh, hendes hår skulle tørres med en hårtørrer, ellers kom det til at stritte.

 

Han kom forbi en butik og så et billigt apparat og tænkte: Måske vil hun blive næste gang, når apparatet hænger på væggen. Han købte hårtørreren og satte den op på væggen derhjemme.

 

Men det lykkedes ikke. Hun fandt på en ny undskyldning, og efter en tid blev apparatet også pillet ned.

 

Min første kone fandt jeg ved en misforståelse. Vi var på lejrskolekoloni og sov i køjesenge. I lærersovesalen var der kun os, hun øverst jeg nederst.

Jeg havde nok gjort mig mine tanker, men havde opgivet igen og var lige ved sove.

Så kom en hånd ovenfra og kælede lidt min kind

Lysvågen trak jeg i hånden, og hun endte nede hos mig

.

Det gik, som det går med unge mennesker. Vi blev et par.

Senere spurgte jeg hende:

Hvad skete der egentlig. Vi kendte jo knap hinanden.

 

Nå det, sagde hun. Jeg skulle bare tænde lyset, så jeg kunne se, hvad klokken var.

 

Nogle gange følger heldet de tossede.

 

 

Højskolens små arkivarer

 

Da Cecilie var  3 år var jeg lærer på Bornholms Højskole. Jeg var alene med hende, og det var ikke altid nemt at få hende passet, når jeg skulle have timer. Hun var hos en lokal kone, der selv havde en lille pige, nogle timer om dagen, men som højskolelærer strækker timer og sociale forpligtelser over hele døgnet. Ind imellem legede hun derfor med et lærerpars jævnaldrende datter. De to piger havde det rigtig sjovt med hinanden, og det var så også et problem. Højskoleforstanderen var en meget alvorlig og selvhøjtidelig mand. Han sov til middag, og så måtte to skingre pigestemmer ikke vække ham af middagssøvnen.

 

Men en dag gik det hele rigtig godt. Cecilie og Astrid var forsvundet helt ud af syns- og hørevidde. Forældrene - både jeg og de andre - kunne hellige sig vores arbejde uden at blive forstyrret. Forstanderen sov sødeligt.

 

Indtil der lød et brøl. Efter sin uforstyrrede middagssøvn var han en tur i skolens kælder for at tilse skolens arkiv: Mange boghylder med omhyggeligt registreret skriftligt materiale. Avisudklip, regnskaber. Uvurderlige historiske optegnelser beregnet for samtid og eftertid. De to fædre blev tilkaldt.

 

Pigerne var gået i gang med systematisk at tømme hylderne. I stadig stigende tempo rev de mapper bøger og chartekker på gulvet. Alt lå i en stor bunke.

 

Det tog Astrids far flere dage bare at få nogenlunde orden på papirerne. Mit tilbud om hjælp blev afvist, og kælderdøren blev låst af. Der var ikke mere brug for små højskolearkivarer.

 

 

 

                                                               Kollektiv

 

Jeg boede i nogle år på Herstedøstergården i et kollektiv. Jeg havde to børn med. En stor dreng og en lille. Ingen af dem var begejstrede for kollektivet. Kollektivet mente, at vi skulle være sammen om opdragelsen. Mattias og Aske mente, at det var rigeligt med en opdrager - mig.

 

Aske pjækkede fra skole. Hver morgen fulgte jeg ham til skoleporten og fem minutter efter smuttede han ud af bagdøren og tog ind til byen hvor han gik rundt i gaderne, indtil skoletiden var forbi, og han kunne vende hjem. Det varede længe, før jeg opdagede det.

 

Mattias var ikke meget for de fælles spisetider. Når vi havde spist og det tog ikke lang tid for børnenes vedkommende, ville de gerne forlade bordet.

Næh tak man bliver siddende, til alle er færdige.

 

Mattias kommentar ud over bordet: Sådan et pissekollektiv.

Han har aldrig stukket noget under stolen.

 

Det var på det tidspunkt, at jeg lavede en serie børneradioudsendelser om en bedstefar. Han kunne ikke styre sit barnebarn, som han var sat til at passe. Jeg brugte husets mindste som medvirkende. Hun var pragtfuld som en lille skide irriterende unge. Bedstefar skældte og smældte og lige meget hjalp det. Den radioserie blev meget rost af pædagoger. men den var ikke populær i DR´s ledelse, så det varede længe, før jeg igen fik arbejde der.

 

Jeg solgte mit flygel. Det kunne simpelthen ikke være i kollektivet. Jeg byttede det til et hammondorgel, som jeg lynhurtigt blev træt af. Det byttede jeg så til et børneklaver, som min ældste datter har i dag. Men det var ikke som pianist jeg skulle brillere i kollektivet.

 

Det kneb lidt med de fælles interesser for kollektivet, så vi fandt ud af, at vi skulle lave et blæserorkester. God gammeldags messingsuppe. Overboen spillede althorn og var medlem af Københavns Harmoniorkestre, et meget fint band bestående af en masse gamle FDF´ere. Orkestret købte hele tiden finere og finere instrumenter så der blev nogle gamle udslidte tilbage som kollektivet kunne købe billigt. Jeg købte en euphonium en tyk basun. Resten blev udstyret med trompet kornet althorn som sagt og trækbasun og så drog vi i sommerhus for at øve os.

 

Vi havde lånt et hus af et af forældreparrene. De anede ikke hvad der skulle ske.

 

Officielt skulle vi op og tale kollektivets problemer igennem.

 

I praksis skulle vi lave et blæserorkester. Det mente vi var det samme.

 

Lidt festlig skulle det også være, så vi havde besluttet at søndag eftermiddag skulle naboerne præsenteres for resultatet. Vi ville gå op og ned af stierne i Haveforeningen og spille vores nyindstuderede musik.

 

Hvad vi ikke havde tænkt på, at naboerne jo hele weekenden led under den højrøstede indøvning, så da søndagen kom og vi glade marcherede af sted, blev vi mødt med tomater og rådne æbler i hovedet og fik travlt med at søge i ly i sommerhuset og pakke instrumenterne ned.

 

Så tog vi hjem uden at gøre os yderligere bemærkede.

 

Det tog lang tid for forældreparret at få et ordentligt forhold til de naboer igen. Nærmest et helt år og kollektivet holdt heller ikke længe efter blæseorkestrets debut.

 

Måske skulle vi hellere have talt om vore problemer. Men der er det underlige ved ungdommen, at man aldrig er bange for at tabe et slag. Man kan jo bare vinde et nyt.

 

Efter dette kollektiv kom der andre, hvor Mattias trivedes bedre. Og han fik lært at spise havregrød.

 

 

Johannes Møllehave

 

Jeg faldt for Møllehave, da jeg fik citeret hans udsagn: Min overfladiskhed bunder ikke så dybt.. For det første var det jo et udsagn af format i al sin enkle genialitet. For det andet rummer det måske visse dybder, som mit overfladiske kendskab til ham ikke havde åbnet mulighed for.

 

Så fik jeg en erindringsbog af ham. Min datter havde sammen med børnebørnene Morten og Marie lagt den i en pakkekalender for december måned. Jeg frekventerede Örebro Sjukhus op til jul for at blive en cancer kvit. Jeg var modtagelig. Jeg havde god tid. Jeg læste bogen.

 

Nu er Møllehave og jeg jo næsten lige gamle og har begge gået på Skt. Jørgens Gymnasium. Dog ikke samtidig, men vi har haft de samme lærere. En samling udsøgte originaler, som ikke stod tilbage for lærerne fra Metropolitanskolen som Scherfig hængte ud i Det forsømte forår

Fysiklærerens dobbeltnuller - et for uvidenhed og et for dumhed - har jeg været vidne til. På forreste bord - et langt bord i fysiklokalet - har jeg været udsat for hans temperamentsfulde spytklatter der fløj ud i luften når han blev ivrig og havnede på ens bog. Man turde ikke engang tørre dem væk i angst for hans vrede.

 

Mærkelig nok husker jeg mest hans smil. Han havde et meget indtagende smil. Men man skulle ikke lade sig narre. På få sekunder kunne det ændre sig til frådende raseri. Jeg husker engang, hvor han skyllede en flaske der havde været fyldt med saltsyre under vandhanen. Han skyllede den mange gange og sagde så:

 

Hvor tynd er nu denne saltsyre, som har været igennem denne skylning så mange gange. Tror I ikke, at man trygt kan drikke af flasken nu? Der lød en billigende mumlen fra klassen, men der var nu ingen, der havde lyst til at prøve. Heldigvis tilbød han den ikke til nogen. Den skulle bruges til noget andet. Hvad det var husker jeg ikke.

 

Derimod husker jeg tydeligt vores sidste fysiktime i tredie G.

 

Det var i 1955 og lydbåndoptageren var en ganske ny opfindelse, som fyldte betydeligt. Jeg havde lånt en sådan af en af mine venner der stod i lære hos den lokale låsesmed på Vodroffsvej. Han havde lidt flere penge end vi andre og havde købt den på afbetaling. Den var temmelig dyr og som sagt meget stor og tung. Jeg tog den med i skole for sjov og for at optage nogle hyggelige timer på bånd som man senere kunne huske efter.

 

De første par timer gik meget godt. Lærerne var i godt humør og vennesæle. De skulle snart have os alle sammen til eksamen og derefter sende os ud i livet. De syntes båndoptageren var en god ide og lod sig ikke anfægte af den.

 

Fysiktimen var en katastrofe. I frikvarteret blev den store kasse bakset på plads under bordet ved min plads og kunne ikke ses fra katederet. Klassen var parat, og jeg startede båndet. Den var rimelig lydløs og kunne ikke høres. Slet ikke da fysiklæreren kom stormende ind i lokalet og med høj røst straks tog fat på et længere foredrag. Han havde sandelig ikke til hensigt at bruge den sidste time på hyggesnak. Han underviste og alle lyttede andægtigt. Jeg havde egentlig tænkt at vise ham båndoptageren som jeg havde gjort med de andre lærere, men man afbrød ikke ham. Forsigtigt fiskede jeg fingeren op i luften. Han overså den ganske, men så kom tiden hvor han skulle prøve om drengene nu havde forstået et kvæk af det hele.

 

Han stillede kontrolspørgsmål.

 

Tableau.

 

Alle sad tavse. Ingen havde hørt efter. Alle havde tænkt på den store kasse under mit bord, og hvad der nu ville ske.

 

Hans vrede kom ikke i eksplosion som den plejede. Måske indså han med lammende klarsyn på denne undervisningens sidste dag, at hans guldkorn var spildte guds ord på ballelars, at han havde mistet sin sidste chance for at lære os noget, undervisningen var forfejlet eller hvad ved jeg. I hvert fald blev der totalt stille i rummet. Jeg hørte ganske tydeligt båndoptagerens snurren. At slukke den nu var udelukket. Det ville give et højt klik, som i hvert fald ville afsløre mig.

 

Vi sad alle paralyserede. Jeg kendte jo hans temperament og var sikker på, at han ville flå kassen frem og kaste den ud ad vinduet. Jeg tænkte på min kammerat og hvordan jeg skulle erstatte ham det uvurderlige apparat.

 

Men pludselig begyndte ordstrømmen igen. På et vist tidspunkt for han rundt i rummet som en gal og fægtede med armene. Han var helt henne ved kassen - og forbi den. Og pludselig ringede klokken og vi forlod alle rummet i vildt kaos. Jeg blev tilbage, indtil alt var roligt. Så luskede jeg af med mine utrolige optagelser, som ikke var så spændende endda at høre på bagefter. Båndet blev spolet af og kassen kom ikke i brug resten af dagen.

 

Den erindringskæde satte Møllehaves bog i gang. Men det var slet ikke det jeg ville fortælle. Det der virkelig gjorde indtryk i bogen er fortællingen om hans kræftsyge mor, der døende forbander ham.

Han har skyldfølelse fordi han havde tænkt på at øve medlidenhedsdrab på grund af hendes lidelser. Men han kan alligevel ikke forstå hvad der sker. Det ved moren jo ikke noget om.

 

Der blev jeg klar over at den overfladiskhed slet ikke gik i dybden. Jeg var dybt grebet. Men jeg tænkte også på min egen mor, der blev underlig på sine gamle dage og måtte have elektrochok.

Da jeg endelig havde fundet en plejehjemsplads til hende og vi sad med forstanderinden og skrev kontrakt, kikkede hun vredt på mig og sagde: Ja dig kan man jo ikke regne med.

 

Den sad. Min søde mor!

 

Var det ikke min egen bekvemmelighed der fik mig til at være så aktiv med at få hende af sted. Godt nok var hun utilregnelig og godt nok blev hun glad de næste sytten år for stedet. Men når jeg trofast kom der uge efter uge var det nok også de ord der havde sat en del tanker i gang

 

Ja dig kan man jo ikke regne med.

 

Min mors død

 

Endelig besluttede hun sig til at slippe livet. Det var ligesom om hun skulle have klaret et eller andet med tilværelsen, før hun ville dø. Og jeg tror det lykkedes. I den sidste tid var hun fredsommelig og kikkede på mig, som om hun var et nyfødt barn. Tale kunne hun jo ikke mere. Der kom engang imellem en talestrøm vældende frem, men det var ikke til at forstå, hvad hun sagde. Så sad vi bare der og holdt i hånd eller jeg madede hende, når det var tid til det. Det var rart at gøre, ligesom lidt tilbagebetaling fra den gang, hvor hun madede mig og sagde: Så spiser vi onkel Jørgen, haps, så spiser vi tante Ella, haps, og jeg godmodigt lod mig made. Jeg kan ikke have været helt lille, for når vi gik i gang med moster Ellen for tredje gang, sagde jeg: Hende har vi spist!

 

Gerd var lige kommet hjem fra Serbien, da de ringede fra plejehjemmet. Vi skulle til Sverige, men var gudskelov ikke kommet af sted endnu. Sådan var hun altid så betænksom hende min mor. Den Sveriges-tur blev aflyst og så tog vi ud på plejehjemmet Arendse i Glostrup, hvor hun boede i sine sidste 15 år. Hun var lige så stille sovet ind, mens en af personalet sad hos hende. I den sidste uge var hun ikke nærværende. Jeg havde også prøvet at få kontakt med hende – ligesom min søster Lilian, men det var ikke muligt.

 

Nu lå hun der skøn som en statue. Livet var væk, men hun var som sig selv på en eller anden måde stadig frisk. Men stivnet - dog stadig med en forbløffende ungdommelig hud. Jeg tænkte ikke på så meget, det var ligesom jeg havde taget afsked med hende igennem lang tid. Var i situationen.

 

Så kom min søster og svoger Lilian og Erik og var lidt alene med min mor.

Gerd og jeg gik ned i det lille terapirum. Senere kom de derned, og så sad vi og snakkede et stykke tid. Hvad vi snakkede om, kan jeg ikke huske, men vi har sikkert snakket om, hvordan hun var – og så det praktiske. Hvornår skulle begravelsen være?

Mandag kan jeg huske vi mente, for Erik skulle til Jylland og se til sin bølgeenergimaskine, som ligger oppe ved Thyborøn. Den havde mistet armene. Og han skulle rejse tirsdag.

 

Mandag viste sig nu at være alt for optimistisk, han nåede at komme hjem igen, og der gik en hel uge til næste fredag, før bisættelsen i Glostrup Kirke.

 

Nu kom spørgsmålet hvem der skulle nå og se hende inden hun kom i kisten. Der var ligesom kun en der kunne komme på tale, min datter Cecilie, der altid har været nærmest på sin bedstemor, fordi hun boede hos hende i en periode hvor jeg var syg, dengang hun var lille.

Jeg var bekymret for om min mor blev for medtaget til næste dag, så Cecilie ville blive forskrækket, men det var der slet ikke tale om. Hun så om lørdagen helt uændret ud med sin fine hvide hud og kraftfulde ansigt. Så Cecilie var med, da hun kom i kiste og havde en god oplevelse af det. Både Lilian og jeg var der også og så sad vi i hendes lille værelse og snakkede nok så hyggeligt om gamle dage alle tre og det var ligesom om min mor lå stille og fredeligt og lyttede, som hun så tit havde gjort på plejehjemmet.

 

Nu mens jeg sidder her og skriver i sommerhuset er Lilian og Erik ved at tømme mors værelse på Arendse. Det er rart at tænke på, selv om det er en epoke, der er slut. Det store arbejde var jo for 15 år siden, da hendes lejlighed i Blågårdsgade skulle tømmes. Nu er det kun småting der er tilbage, men selvfølgelig stadig vigtige minder, selv om det meste ikke bliver gemt.

 

Fru Sørensens lysekrone holdt jo ikke engang fru Sørensen af. Den fik vi. Den var alt for stor til de små stuer derhjemme i barndomshjemmet. Men kun halvt så stor som festlysekronen i dagligstuen. Så det blev den, der hang på det lille værelse på Arendse. Nu ryger den ud ligesom maleriet af hjorten ved en skovsø, der blev afbetalt over tre år hos den lokale kunstmaler i Blågårdsgade. Helst skulle det have været en Rembrandt, men det kunne han ikke klare at male.

 

Vi var jo hos bededamen og det var fint og kontant. Godt at der er nogle der har specialiseret sig i slige forretninger. Vi blev enige om, at mor skulle ud og ligge hos sin mand på Mariebjerg. Men vor han ligger, ved ingen så det bliver jo ikke ved siden af ham. Cecilie ville også godt have en lille sten og mindes ved, så det får hun.

 

Så var vi – Lilian og mig hos præsten, som også var en kvinde, der var ligetil og nem at snakke med.

Jeg omtalte muligheden af at synge Over Byens Tage sammen med Dennis i kirken og det var i orden selv om hun var lidt nervøs på mine vegne. Jeg kneb nemlig en tåre mens vi fortalte om vor mor, og kunne jeg nu gennemføre sangen?

Ork ja det er ikke der jeg bryder sammen. Hun kunne være ganske tryg og det gik da også udmærket med både harmonika og guitar og tostemmig sang ved bisættelsen.

 

Alle sang desuden ”Så skal vi nok komme hjem” til himlen og ikke Nørrebro som mor mente som barn, og et par sommersalmer om lys og liv.

 

Bagefter var vi i Holte Molte og havde en dejlig eftermiddag med hele familien og nogle gamle venner fra kursusdagenes tid, hvor jeg var på højskole med min mor og hun sang og fortalte om Nørrebro.

 

Udsigt

 

I julen 2006 besøgte jeg Svampen sammen med min kone Gerd. Svampen er et gammelt vandtårn som ligger i Örebro i Sverige.

Jeg blev bestrålet i kældervåning 2 under jorden på Sjukhuset, fordi den danske regering ikke kunne leve op til sin lov om behandlingsgarantier. Så var det jo godt at folkhemmet Sverige kunne. 

Effektivt og godt men udsigt var der ikke meget af. Biblioteket hvor jeg brugte en del tid lå i kældervåning 1, så der var kun udsigt gennem internettet. Skomakerhotellet hvor jeg boede, havde kun udsigt til en gård med næste husmur. Alt i alt havde jeg lidt klaustrofobi.

 

Sammen spadserede Gerd og jeg ud til Svampen, steg til vejrs med hissen og steg ud på toppen. Der lå den store svenske sø Hjälmaren og blinkede i solen. Og der kunne man som i Rundetårn se hele den store by rundt. Indendørs var der et cafeteria, hvor man kunne sidde i timevis og bare suge til sig. Jeg kom til at tænke på TV-tårnet i Vilnius i Letland, hvor hele toppen drejede rundt, så man så byen glide forbi sit øje.

 

Så gled min tanke tilbage til Charles min papfar der de sidste 7 år af sit liv ikke kom udenfor en dør på grund af sine nedslidte og ødelagte lunger. Han boede sammen med min mor i mit barndomshjem en lille mørk treværelseslejlighed på Nørrebro med udsigt til første og anden baggård. De seneste år efter renoveringen på Nørrebro blev det lidt bedre fordi der blev gårdrydning, men for ham var det den store oplevelse da han sidste gang kom på Rigshospitalet.

 

-  Se sagde han slog ud mod vinduet med sin hånd.

 Han sad i sin hospitalsseng med slanger ud alle vegne, da jeg kom og besøgte ham

-  Jeg har en udsigt som på de rigeste hoteller i København.

 

Og han kunne ganske rigtig kikke ud over det hele. Når man kommer til vejrs på Rigshospitalet er der en total udsigt til byens tårne.

 

Og der sad vi så sammen papfar og papsøn. Mine børns ubestridte bedstefar født og opvokset på landet og hans lømmel af en tilrendt papsøn, som ikke engang ville have hans efternavn.

 

Jeg beholdt ene i hele familien mit Andersen, mens han hed Mikkelsen som min mor og min søster. Forespurgt af onkler og tanter kunne papsønnen kun sige det gode om Papfaren:

Han har aldrig slået mig!

Som om det ikke var noget. Nogle gange - ikke mange - blev hånden hævet som til slag. Så han har følt sig fristet. Men den faldt aldrig. Det var det vigtigste.

 

Der sad vi og fandt sammen over generationer sociale og kulturelle skel, mens vi så på udsigten.

Den var så stor og vi så små.

 

Når jeg dør, sagde han så, får din mor det svært.

Det gjorde hun også. Først da han døde gik det op for mig hvilken base denne irriterende selvretfærdige landbo havde været i hendes liv. Hun gik helt i opløsning.

 

Hun mistede sin udsigt.