Over en periode på ca. 10 år (1975-85?) blev der hver sommer holdt kurser i folkemusik på Skælskør Folkehøjskole. Kursernes indhold og form undergik store forandringer - fra, kunne man sige, en glad, bongospillende stil, inspireret af tidens progressive musikpædagogik til intense arbejdsforløb, hvor arkiv- og feltarbejde, eksperimenter, slidsom træning og teoretiske debatter blev udfoldet i stor stil. Lystighed og sommerglæder skortede det nu heller ikke på. Det var dansk folkemusik, lige nu og engang for længe siden, dens kilder og livskraft, der blev hovedtemaet.
Benny var med hele vejen. Ikke blot fordi han havde let ved at "flytte sig", når kursets eller kursisternes fokus skiftede, måske snarere fordi han fra starten mere eller mindre allerede havde fat i det hele: Fund i arkiverne, musikudfoldelse i stort og småt, mellem store og små, ballader, dans, folkeminder osv. osv.
Jeg var lærer og kursusleder på mange af disse kurser, med min ven og spillekammerat Søren Bregendahl som fast makker. For os, kursuslederne, var Benny et fund, fordi han både var "ekspert", dvs. havde stor viden og kunnen inden for specifikke felter OG "generalist" - en lærer og spillemand, der kunne og ville springe ind stort set hvor som helst, der var brug for det.
Kurserne fik undertiden karakter af meget åbne forløb, hvor næste dags program blev planlagt, tilrettelagt og fordelt om natten eller tidlig morgen. Ofte var gode råd dyre! Hvordan få tingene til at hænge sammen på rette måde? Tit var der bud efter nye talenter hos kursets "crew". Benny var en sikker "joker" - et kort, der kunne spilles når som helst, til fin erstatning for det, man måske synes, man sad og manglede. Omstillingsparat hedder det i dag.
Hans personlige stil var stilfærdig. Man kunne møde ham på gangen, "hummende" en eller anden version af en tolinjet springdans - men man skulle tæt på for at høre det rigtigt, lavmælt og uprætentiøst var det, han var ikke en musiker, der stillede sig op på en alpetop for at blive hørt. Og han elskede at blande kortene på nye måder, havde ingen bekymring ved at bruge sin sækkepibe, harmonika eller tuba i helt uortodokse sammenhænge. En vis ortodoksi kunne faktisk bredde sig i miljøet - man talte sarkastisk om "folkemusikpolitiet", når der forekom alt for stive indstillinger til, hvordan tingene burde gøres.
Benny tilhørte aldrig "folkemusikpolitiet", snarere var han gadedrengen, der ofte tog på festlige og frække togter ind over forbudt terræn. Og stak af fra politiet! Eller gjorde han nu det, stak af, altså? Egentlig ikke, selvom det helt sikkert var fantasi, spille- og fortællelyst, der lokkede ham, tog han også sin tørn i de tørre teoretiske debatter og pindehuggerier.
Men helst var det sanglege, teater, billedmageri, fortælling - og venlig og charmerende musikalsk leg og udfoldelse i enhver takt og toneart.
September 2013 Finn Molsted, forhenværende højskolelærer