Forord af Benny E. Andersen 1980
Bedstemors Breve er ikke skrevet som en bog. Gudrun skrev den som almindelige breve først og fremmest til sit barnebarn cecilie. Men hun begyndte at skrive om sig selv i brevene, og hendes liv på Nørrebro sammen med andre folk dukkede op i et mere og mere sammenhængende billede. Cecilies mor, Kirsten, opmuntrede hende til at fortsætte, så billeet kunne blive så fuldstændigt som muligt, og tanken meldte sig, at andre folk også skulle have lejælighed til at høre om livet på Nørrebro fra begyndelsen af dette århundrede og til nu.
Et par kapitler fra bogen:
Fire år på børnehjem
Kære Benny, Kirsten og Cecilie
Om jeg kan huske noget fra den gang, jeg var på børnehjem? Nu har jeg gået og spekuleret på det, og det er jo nok noget, man aldrig glemmer, selv om jeg ikke var så gammel. Jeg har siddet og skrevet noget ned om det, som I kan læse.
Mange kærlige hilsener Bedstemor
Man kan ikke få lejlighed i dag 1972, uden man har børn. I 1913 kunne man ikke få en lejlighed, hvis man havde børn. De var bandlyst i samfundet dengang.
Mine forældre løj og sagde, de kun havde to små børn. Så en dag, da min søster Ellen på 9 år havde talt med værten i gården, kom hun styrtende op ad trappen til min mor, idet hun forfærdet råbte: Mor, mor han ved jeg eksisterer.
Der var dog masser af børn i ejendommen, hvor der udfoldedes et broget og muntert liv, som man taler så meget om i dag. Folk var sjove og glade. Det var vel et naturligt værn mod deres nød og elendighed. Mine forældre var gået ned med forretning og kom fra en fin bolig på Frederiksberg. Min mor troede, hun skulle bo på Nørrebro i 14 dage. Hun vakte vild opsigt ved at gå med hat, slør og handsker. Det var store ting, når en kone bare havde en ren kittel at tage på.
De kom nu til at bo på Nørrebro resten af deres liv. Selv kom jeg jo frem og tilbage på flere børnehjem. Den sidste gang tilbød købmanden i gaden at tage mig. Han syntes, det var synd for mig. Han havde selv 5 sønner. Jeg blev senere gift med den yngste af dem, Egon, der blev Bennys far.
Den første gang vi var på børnehjem, var vi af sted alle tre. Ellen på 9 år, Jørgen på 6 og jeg på 2 år. Om natten kravlede vi små op i Ellens seng for at få lidt trøst hos storesøster. Den første gang var vi ikke så længe på børnehjemmet. Men vi havde ikke været så længe derhjemme, før vi kom af sted igen, og så gik det frem og tilbage, indtil vi to mindste blev sendt til et hjem i Valby, hvorfra vi kom til Fakse, og der blev vi i 4 år. Togturen til Fakse var jeg meget glad for. Jeg havde en ny lyseblå kjole på, som opvejede alle mine bekymringer for fremtiden. Jeg var mest bekymret for, hvordan de gode pakker, vi skulle have, nu skulle nå os, hvis mine forældre nu ikke vidste, hvor vi var. Jeg var 5 år.
Vi ankom om aftenen sent til børnehjemmet . Jeg spiste og drak med godt humør. Min bror, 9 år, græd derimod så hjerteskærende, så jeg trods mit lette sind dog aldrig har glemt det. Frøknen der tog imod os sagde: Se på din lillesøster. Jeg sad og lo og fortalte om rejsen. Men det var ingen trøst for min bror at se på mig, der sad og lo og havde det så godt.
Vi var på børnehjemmet i Fakse i 4 år uden nogen besøg af familien før til allersidst lige inden vi skulle hjem. Men der kom en fremmed dame en gang imellem. Hun besøgte kun min bror og mig. Vi kom så ind på kontoret en halv time, hvor hun sagde til mig, at jeg havde så kønne øjne og et dejligt smil. En dag begyndte hun sin sædvanlige remse: Sikke nogle kønne øjne... Så fortsatte jeg selv: ... og sikke et dejligt smil. Det kostede mig en time i skammekrogen. Min bror stod ved siden af og græd og sagde: Det er også din egen skyld.
Jeg vandt et helt hvidt, fint skindsæt i en skønhedskonkurrence i et ugeblad. Fotografen, der havde taget billederne af os, ville adoptere mig, så ham havde jeg besøg af nogle gange. Jeg ville da også gerne rejse med ham, men det var nok godt for min bror, at det ikke blev til noget.
Senere, lige inden vi kom hjem, kom vores storesøster på besøg. Hendes store taske bugnede af alt godt, og det var vi ikke forvænte med. Men de ville ikke lukke hende ind. De sagde, der var sygdom på hjemmet. Det kan jeg nu ikke huske noget om, og de kendte ikke frk. Hansen. Ellen lod sig ikke spise af uden videre. Hun gik men kom et stykke tid efter flagrende tilbage med samt sin store taske og sagde, at toget var kørt fra hende. Så fik hun os udleveret. Sikke en tur. På Fakse Ladeplads tømte vi først tasken. Vi åd og drak af slik og sodavand, og senere var vi på konditori. Det var en fest uden lige for sådanne børnehjemsbørn.
Ellen gav os også penge, og dem måtte vi jo ikke have. Men jeg beholdt dem alligevel, og i skolen gav jeg slik til hele klassen. Men jeg endte også inde på kontoret, hvor jeg måtte gøre rede for min lille tur i Brugsen. Til forstanderinden sagde jeg, at jeg havde købt en griffel til tavlen. Hun var flink og lod alt passere. Men det gjorde vores skrappe frøken ikke.
I skolen havde vi alle tiders gode lærer. Han reddede os fra alle de endefulde, han på nogen måde kunne. Men denne gang kunne han ikke redde mig.
Min mor kom så endelig ned og så til os, og en dag hentede min far os.
Naboer
Min mor og hendes nabo udgjorde et sjovt par. Måske fordi de var modsætninger. Naboen kaldte mor for Tryne og mor kaldte hende for Musemor. Musemor sagde altid til mor: Hvis jeg var gift med din mand, så lå han på Vestre Kirkegård og jeg sad i Vestre Fængsel.
Når Musemor efter et af sine mange gilder vågnede op med gulvskrubben ved sit hovedgærde, kom hun ind til mor og sagde: Tryne, hvem har jeg smidt ud i nat? Hun kunne ikke selv huske noget.
Hver morgen kunne man høre Musemor smide en kat ned ad trapperne, mens hun råbte: Dit forbandede møgsvin! Men hver eftermiddag kunne man til gengæld høre hendes stemme nedad trapperne: Kisse, kisse, nu skal du rigtignok få røget sild og fløde.
En gårdkat har vel ikke råd til at tage en tur ned ad trapperne så højtideligt. Den sprang i hvert fald glad op til Musemor igen.
Min mor sagde altid: På fredag skal vi leve! Hun fik løn om fredagen, men da skyldte hun også hele ugelønnen væk til os allesammen. Hele ugen lød det: På fredag! Det siger sig selv, man snart holdt op med at tro på fredagen.
Da Musemor blev syg, trøstede mor hende med at love hende middagsmad på fredag. På fredag skal du leve, sagde hun. Da mor havde maden færdig til hende om fredagen lå Musemor i sin seng og var død.
Det var ikke fordi savnet af hende for mig var så stort. Vi fik andre gode naboer. Men jeg vil altid huske hende som en der var sammen med min mor. De var to hårdt arbejdende kvinder der altid tog fat med godt humør og havde et hårdt liv.
Det er underligt at jeg nu sidder og roser dem som ægte kvinder af folket. Jeg fik engang et frierbrev og frieren skrev til mig, at jeg var en ægte kvinde af folket. Jeg blev rasende for det vilde jeg ikke være. Jeg ville være en meget fin dame.
Konerne i ejendommen stod meget på trappen og snakkede. Navnlig var det noget med en øresprøjte der gik på omgang, når det var gået galt for nogen. Sommetider kunne man høre den havde hjulpet.
Pokker må vide hvordan.
Giv mig en blomst mens jeg lever
og øjet kan frydes derved
når først man har lagt mig i graven
så trænger jeg ikke dertil
så stakkels er livet hernede
og hvorfor forstår vi dog ej
at sol og lys at sprede
et væld på hver andres vej
græd ikke over min kiste
de tårer dem mærker jeg ej
du måtte langt hel’re ha’ sparet mig
mangen en tåre jeg græd