Efter Bikini?

 

Af Halfdan Rasmussen

 

Jorden er støv og ild. Mennesketom. Forladt.

Intet levende ser stjernernes tegn i nat.

Ingen skal græd mer. Ingen skal mere le.

Intet skal mere ske.

 

Her stod et træ engang? Solen og regnen lo

over en rede dér. Sneen bar fred og ro

ind i hver lille grens drømme om blomst og løv.

Alt er nu støv og støv.

 

Her lå et hus engang! Dørene sang og peb.

Væggenes ører bar lyd af hver fod, der sleb

livets små genfærdsspor ind i det støv, der faldt.

Alt er forstøvet. Alt!

 

Hare og hjort og ræv. Due og spurv og ravn.

Fisken i havets dyb. Alt hvad der havde navn.

Alt hvad det åben liv kendte og bragte bud,

Alt er nu slettet ud.

 

Den som fik kærtegn nok. Den om hvis ensomhed

nætternes mørke skreg, før han fandt lyd og fred.

Den som blev kold af had. Den som var ild og tro.

Alle fandt støvets ro.

 

Barn og bekymret mor. Elsker og bror og ven.

Nattens grå, vævre mus. Liv der gav liv i gen.

Stemmer og lyd af skridt. Tavshed og råb i flæng,

Sover i støvets seng.

 

Ilden dør stille han. Livet er udslukt her.

Stilhedens hjerte slår bag det forladte ler.

Mennesket kom af støv. Alt skal forstøve blidt.

 

Støvet er rent og hvidt.