Jeg spillede blues som stor knægt. Jeg var vild med Boogie Woogie. Klaveret hoppede og dansede, min lillesøster skreg, og min mor overdøvede os med sin sang. Men jeg var jo ikke sort, min musik var en "corny" efterligning af negrenes blues.
Så lagde jeg blues på hylden og spillede dansk folkemusik sammen med de "gamle" spillemænd. Det var herligt, men jeg savnede blues'en.
En dag mødte jeg DGF - Danmarks Gamle Folkeviser. Jeg købte de 12 bind på tilbud og troede egentlig, jeg kunne have nøjedes med bind 11- melodibindet. Jeg blev senere klogere. Men den første uges nat og dag tilbragte jeg i drømmeland sammen med mit flygel og bind 11. Den ene blues efter den anden. På dansk - min musik. Min lillesøsters musik. Min mors musik. Danske folkeviser. Danske ballader. Danske blues.
Agnete og Havmanden:
Den havmand tog hjem til børnene igen:/
men borte blev moderen til dem
St. Louis Blues:
I hate to see the evening sun go down,
cause my baby she has left this town.
Balladen gav mig blues'en igen. Men den lærte mig også, at blues først og fremmest er et fortællende kvad, som de færøske. Den gav mig også ordene og fortællingen i tilgift. Tekstbindene. Og lærte mig, at blues ikke først og fremmest er de tolv takters akkorder, som jeg traskede rundt i gaderne og lærte udenad som ung. Det var fortællingen i sang - melodien og danserytmen, der bar blues'en ligesom den bærer balladen.
St. James infirmary:
I went down to St. James infirmary
saw my baby there
stretched out on a white table so sweet so old so bare
Barnemordersken:
Liden Kirsten tog med sig de piger fem med ære
I rosenlunden gik hun med alle dem
de liljer dragt i skarlagens klæde
De to melodier ligner hinanden og er fulde af "blå" toner. Jeg lærte tidligt at " knuse" tonerne på klaveret. "Crushed notes". Man slår to toner ved siden af hinanden an samtidigt. Gerne en sort og en hvid med en halvtones afstand. Det gi'r fornemmelsen af en tone, som ikke findes på klaveret. Det kan man selvfølgelig meget lettere gøre med stemmen, hvor tonerne ikke er inddelt på klaverets måde. Og sådan er det jo i al folkemusik.
I Folkemusikhuset i Hogager lærte jeg også, at melodien kunne varieres fra vers til vers og fra gang til gang. Der kunne improviseres. Det var jeg jo vant til fra jazzen, så endnu engang følte jeg mig hjemme i balladen, men også på gyngende grund, for jeg havde også lært, at der skulle en balladesanger til at synge blues'en. Uden sanger ingen ballade - ingen blues. Nu forstod jeg pludselig, hvorfor det kedeligste i verden er en jamsession med 12 takters blues. Det er et skema uden indhold. Jeg vil ikke sige en krop uden sjæl, hellere et sæt tøj uden krop.
Nu vi er ved takterne - balladen kan være 12 takter, 14 takter eller 18 takter eller et andet antal. Det kommer ikke an på det. Den kan danses i kæde, og den kan danses frit som jazzmusikken. Der skal ikke megen rytme på, før man faktisk dårligt kan lade være med at danse eller i hvert fald bevæge sig rytmisk. Da jeg var en stor knægt, stjal jeg to 78-plader med bluesmusik. Den ene var med den "gamle" Count Basie "How long blues". Den anden med den ni-årige Sugar Chile Robinson "Say little girl", hvor han spørger, om han må bære hendes skoletaske. Jeg håber blues'en kan lære mig, hvordan jeg får børnene og de unge til at synge balladerne.