Benny E. Andersen

Cecilie Kildebæk Andersen om Benny

 

Om Benny og mit barndomshjem

 

Benny har skrevet mange børnesange gennem hele sit liv.


I starten lavede han melodier til Halfdan Rasmussens digte. Jeg har i Bennys gemmer fundet en hyggelig CD, med overspillede sange fra 1965, hvorpå der er 65 melodier til digtene. Nogle er gået i glemmebogen, men flere er blevet slagere. Flere blev indspillet på plader.

 

Meget af Bennys store produktion lavede han i forbindelse med sit arbejde med børneteater.

 

Cecilie, Benny og KirstenBenny mødte min mor, Kirsten Ewaldsen, i 1964 til et interview. Hun var som journalist ved at skrive en artikel om enlige fædre med børn, hvilket Benny netop var med mig, og siden blev de gift, og jeg blev adopteret af Kirsten. Vi flyttede ind i hendes store lejlighed I Strynøgade på Østerbro, og sammen startede de to et af de første turnerende børneteatre, Comedievognen.

 

Teatret bestod af et stort antal unge mennesker med lyst til at lave teater. Benny havde tidligere arbejdet i firmaet Philips A/S, og med sig herfra fik han klogt nok en dygtig administrator, Grethe Rummelhof, til at tage sig af økonomien mm.

 

Min storesøster Iben Wurbs, som er Kirstens datter, var blandt de unge. Hun sprang fra sit studenterkursus og startede i teatret, og har arbejdet med teater og børne-tv lige siden. Sammen med hende blev en hel generation af unge mennesker klækket ud herfra, og mange har stadigvæk en stor betydning for udviklingen i dansk teater og børnekultur.

 

Benny har i det hele taget haft samarbejde med mange musikere og teaterfolk og lavede også radio og børne-tv en årrække. I 1972 var han med i ”Familien med de 100 børn”, en filmatisering af en bog skrevet af Kjeld Iversen.

 

Jeg var som barn i familien altid en naturlig deltager i Bennys projekter. Jeg sang på plader og var med til film og teaterturnéer. Desuden var vores hjem jo samlingspunkt for Comedievognens medarbejdere, og der var altid et leben. Sjovt nok havde jeg også altid svært ved at sove, hvilket vel ikke kan undre nogen.

 

Det var kendetegnende, at der aldrig var nogen stjernedyrkelse af os børn, og vi legede altid; også når vi lavede plader. Så var det svært ikke at fnise, når vi lavede optagelser.

 

Vores hjem husker jeg positivt. Der var stort rum for et barns fantasi, og alle rum indeholdt kister med stofrester, malerbøtter, skrivemaskiner, instrumenter og teaterdukker. Et eldorado for os børn.


Ofte lavede vi børn naturligt nok selv teater, mest dukkeforestillinger. Så kunne det hænde, at de voksne også blev inspirerede af vores ideer og tog dem med i deres forestillinger.


For nyligt mødte jeg en gammel barndomsveninde fra Strynøgade, der fortalte, at vores hjem havde betydet så meget for hende. Der var kreativitet, og børnene blev medinddraget på en god måde. Hun havde af min mor Kirsten fået sin egen grønne æske med farver. Hvert barn fik sin egen farve, og hun havde æsken stadigvæk som et kært minde.


I det hjem boede jeg fra jeg var 5 til 12, og jeg husker det som mit primære trygge barndomshjem. Herefter blev mine forældre skilt, og jeg boede mange forskellige steder.

 

Cecilie, marts 2014.