Noget om helte
Af Halfdan Rasmussen
Livet er en morgengave
Sjælen er et pilgrimskor.
Der står krokus i min have.
Der står øller på mit bord.
Under himlen hænger lærken
som et fjernt bevinget frø,
for en lærke tænker hverken
på at kæmpe eller dø.
Her er fredeligt og stille.
Her er inge larm og støj.
Jeg har sået kruspersille
og er brev med pure løg.
Lad alverden slå for panden
og bekæmpe spe med spot.
Jeg vil enes med hinanden
og mig selv og ha det godt.
Der er nok som går og sysler
med at sprænge kloden væk
Jeg vil ikke ha skærmydsler
og kanoner bag min hæk.
Mens de andre går og sveder
for at gi hinanden lak,
vil jeg pusle med rødbeder,
selleri og pastinak.
Jeg vil ikke slås med bisser.
Jeg vil så og ikke slå.
Selv de rødeste radiser
kan man rolig lide på.
Og de sølle penge rækker
til lidt mer en skattesjov,
når ens kone går og trækker
sådan lidt til husbehov.
Gulerødder kan hun trække
op af jordens automat,
hvor de står i rad og række
mellem bønner og salat.
Og hvis jeg er træt og gnaven,
og det sker jo af og til,
kan vor muldvarp grave haven,
havd den sikkert gerne vil.
Samson gik og styrted templer.
Peter Freuchen knak sit ben.
Ak, mod disse to eksempler
er min dåd en sølle en.
Jeg har aldrig dræbt filistre
eller haft et ben at træ.
Og når stærke mænd bliv bistre
går jeg fra Thermopylæ.
Tiden går og tiden hverver
store mænd til mandig dåd.
Jeg, reserven blandt reserver,
bryder ofte ud i gråd.
Jeg får nerver og migræne
blot jeg skær mig på en dolk
og vil helre slå min plæne
end slå løs på pæne folk.
Hvorfor skal man slå på tæven
eller bruge tævevold?
Jeg vil trykke folk på næven.
Jeg er ingen Tævedor.
Lad dem tæve på hinanden
der har tæv behov endnu.
Jeg vil ikke klinke kanden,
før jeg ser den er itu!
Livet er en dejlig gave.
Jorden er en herlig jord.
Der er øller i min mave.
Der står krokus på mit bord.
Når reserverne skal stille
for at splitte kloden ad,
skrive jeg med kurspersille
verdens mindste heltekvad.