Tekst fra bagsiden:
I sin tidligere bog "Bedstemors Breve" skriver Gudrun Mikkelsen om sit liv på Nørrebro i det meste af dette århundrede. I denne bog fortsætter hun med at skrive om livet på Nørrebro, men hun går i højere grad også over til at udtrykke sine meninger om dette liv og de kræfter, der er ansvarlige for livsvilkårene på Nørrebro.
Et par eksempler fra bogen:
NÅR ET MENNESKE VÆLTER
Hvad?
har De ikke penge til huslejen, Petersen?
så må De ud med det samme
jeg har ikke råd til at sætte de 5 kr. til
som huslejen koster om ugen
Hr. Petersen synker sammen
imedens han tager Socialdemokraten
fra det støvede gamle faldefærdige bord
med den gamle nussede lidt stødt-i-kanten dug på,
fortvivlet pakker han sine gamle barbergrejer
ind i avisen
og går ned ad de mange mørke trapper
fulgt af værtindens forargede blik
som knuser hans sidste selvrespekt
og efter at have travet rundt på den kolde asfalt
hele natten
med et lille fredfyldt ophold i en kold kældergang
og med sine våde hullede sko
er det umuligt for ham
at gå ud og søge arbejde
dog kunne man få lidt arbejde igennem Frelsens Hær
ved tæppebankning for en streng dame
som med en hånlig mine spurgte:
De skal vel ikke have kørepenge.
Det var 50 øre i timen for at slæbe
de store uhåndterlige tæpper ned fra 5. sal.
Man kunne forresten også få en tjans
med at bære koks op på 6. sal
man blev ligesom mere snavset og udkørt
så til sidst kunne man jo ikke gå ud
og søge arbejde
ja så fortsatte man med tæppebankning
til ryggen ikke kunne mere
det er som om
at når et menneske vælter
så skubber man til det
til det vælter helt omkuld
var der da ingen familie eller venner
til at tage sig af ham?
Der var engang man holdt sammen
men som tiderne blev bedre
kom snobberiet
der skal ikke så meget til
før vi små mennesker bliver lidt vigtige
vi værner om de nye møbler
der nu er blevet råd til
og de 3 værelser man har fået
man er ligesom kommet over på solsiden
som Karlas Lise sagde os
da vi snakkede om
at som i vores barndom var det ikke mere
men som Lise med sine 15 år sagde:
I er bare kommet over på solsiden.
Det er ligeså slemt endnu
med fattige arbejdsløse mennesker
og dårlige boliger
men som tiderne blev bedre
kom snobberiet
der skal ikke så meget til
før vi små mennesker bliver lidt vigtige
vi værner om de nye møbler
der nu er blevet råd til
og de 3 værelser man har fået
man er ligesom kommet over på solsiden
som Karlas Lise sagde os
da vi snakkede om
at som i vores barndom var det ikke mere
men som Lise med sine 15 år sagde:
I er bare kommet over på solsiden.
Det er ligeså slemt endnu
med fattige arbejdsløse mennesker
og dårlige boliger
DEN GAMLE SOFA
Ak ja den gamle sofa o lad den stå
den har så mange fattige sjæle hvilet på.
Nu er de næsten væk alle de mange
der har hvilet deres trætte lemmer
på den skæve gamle sofa.
Der er kun Dolle
og så mig selv.
Ja det tynder ud i rækkerne
om det så er selve det store hus
er det også revet væk
men minderne har vi da lov at have.
Den stod så pænt på skrå i et hjørne af stuen
med en søjle bag ved
hvor der så stod en af datidens grønne planter s
om man kaldte en Aspidistra på.
Jeg kan huske når jeg var på forbudte veje
så flyttede jeg hele stuen og gjorde rent
og når så tiden nærmede
hvor min mor kunne komme hjem
så var det med at få den skæve gamle sofa
på plads med blomsten bagved
ellers kan det nok være at mor blev rasende
hun ville selv gøre det hele
en gang havde hun sat i blød til storvask
så havde min søster taget en kone hjem
så vasken var i orden da mor kom hjem
næh hvor blev min mor rasende
næste gang hun satte i blød til storvask
så kom der et stort skilt i baljen
må ikke røres stod der med store truende bogstaver.
Mor havde et pænt hjem indtil min far døde
Rosa blev pludselig smidt ud af sin lejlighed
og så fik hun lov til at flytte ind hos mor
fra den dag var det sket
med mors så før pæne hjem.
Men de havde megen glæde af hinanden trods alt.