Bedstemors Breve
Bennys mor, Gudrun Mikkelsen, skrev i årene 1972 til 1979 breve til sit barnebarn Cecilie om sit og familiens liv i kvarteret omkring Blågårds Plads på Nørrebro. Disse breve blev samlet af Cecilies mor Kirsten Ewaldsen og udgivet i 1981 som Bedstemors Breve. Derefter blev Gudrun opfordret til at skrive videre på en ny bog, som fik titlen Når et menneske vælter, og som blev udgivet i 1988. Tilsammen rummer de to bøger, der begge er udgivet på Albertslund Folkemusikhus Forlag, fortællinger - sange - anekdoter fra 1911 til 1984 på Nørrebro.
Albertslund Folkemusikhus har gennem årene brugt Gudruns bøger i utallige sammenhænge: til gruppearbejde i f.eks. Gudrungruppen og Værkstedsgruppen - på højskoler - til teaterforestillinger - til åbent hus arrangementer med fortælling - sang - musik - malerier og dans. Benny selv har også anvendt bøgerne ved foredrag og undervisning, herunder som igangsætter af erindringsværksteder. f.eks. med pensionister i Herlev Kommune og i samarbejde med Dramatikerstudio som forestillinger på Comediehuset.